Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Legepladsen

Vores legeplads er indrettet så børnene kan udfordre deres motorik. 

Vi arbejder løbende på at etablere vores legeplads plan fra 2012. Vi har bl.a. fået hytter til relationslege. Girafgynge til at stimulere balancesansen i fællesskab. Der er etableret piletunnel, en helt speciel sanse oplevelse at gå,løbe eller køre igennem. Planterne på vores legeplads er udvalgt for at give børnene forskellige sanseoplevelser. Form, farver, struktur og lugte der giver børnene nye oplevelser som året går.

Vi bruger vores legeplads hele året rundt, og de voksne hjælper børnene med at finde lege i fællesskabet. "Halefange", "hvad er klokken hr løve" og mange andre lege ses ofte på legepladsen.

På legepladsen har vi også et værkstedsskur. Her er der mulighed for at save, skrue og hamre. Nogle gange bruger børnene tiden på at øve sig i at kunne, andre gange har de et mål. Fx vil nogle børn gerne lave skyder, så blev der tegnet, savet og slebet.

Velkommen til vores legeplads.

oooo

 

                                                                               Fra Jord til Bord i børnehøjde.

På legepladsen har vi etableret en lille urtehave samt flere plantekasser, hvilket skaber stor glæde og nysgerrighed for mange, da vi er optaget af naturens gang samt processen fra jord til bord. I vindfanget til børnehavens legeplads har vi kasser til drivhusplanter, da vindfanget fungerer ligesom et drivhus. Derudover har vi et par frugttræer rundt omkring på legepladsen.

Når det bliver forår, går vi i gang med at forspire vores ønskede afgrøder indendørs. Afgrøderne vælges af børnene. Vi har de sidste år haft squash, rødbeder, grønkål, tomater, agurker, ærter, gulerødder og kartofler. Når det bliver varmt nok, planter vi vores stiklinger ud samt lægger kartofler.

I løbet af sommeren hjælper børnene med at passe haven og plantekasserne. Der skal vandes og luges og alle følger spændt med i, hvor meget vores planter gror. Vi får en bevidsthed om, hvor afgrøder kommer fra, hvorledes de gror og sammen udvikler vi en viden og forståelse for dette samt en ansvarsbevidsthed for vores fælles projekt. Vi oplever fx, hvorledes nogle afgrøder afsætter blomster og er afhængig af bestøvning for at give afgrøder. Vi er derfor også optaget af alle krible-krabledyr på legepladsen. Vi har lært, hvorledes små dyr er livsnødvendige for andre i en fødekæde, hvorfor vi har lavet insekthoteller, blomsterbed med vilde blomster samt redekasser. Fornylig har vi anskaffet os et inspektionskamera, så vi forsigtigt kan følge med i livet i redekasserne og insekthotellerne.

 Nogle afgrøder kan spises i løbet af sommeren, medens andre står til høsten.

Til efteråret holder vi en høstfest uge, hvor alle vores afgrøder bliver anvendt. Vi kan fx lave en suppe over bålet i bålhuset, bage en kage, sylte rødbeder samt presse æblemost.